Den klimabekymrede spørger:

Jeg er så bekymret for klodens fremtid, klimaforandringerne og for, hvilket liv, vores børn og børnebørn kommer til at få! Og derfor bliver jeg rasende, hver gang jeg hører om nogen, der flyver for deres fornøjelses skyld. I de her måneder virker det som om ALLE, jeg kender, er i gang med at indhente det afsavn, de synes det har været, at de har måttet undvære charterferier, smutture til diverse hovedstæder og de store ture til Thailand, Tunesien og New York. Hvordan kan jeg tale med dem om, hvad det gør ved klimaet – uden at de lukker af og går i forsvar. Og uden at blive så gal, at jeg bliver upassende?

Maries svar: Tjah. Det forstår jeg sådan set godt. Men skulle jeg, som har valgt ikke at få børn, også blive rasende på alle der vælger at få børn? Og ikke bare 1 barn, men 2!! Nogle får endda 3!! Da noget forbandet svineri, når nu verden allerede er overbefolket, ik? Hvad skal folk med alle de børn? Ved de ikke, at dét at få børn er det der forurener absolut mest overhovedet!? Jo, det ved folk godt. Hvis de følger med. For det siger eksperterne gang på gang. Og alligevel får folk børn, for det er hvad der gør deres liv værd at leve. Åbenbart. Og sådan bliver det ved med at være. Folk rejser, for det gør deres liv værd at leve. De ved godt det forurener. Det behøver du ikke fortælle dem. De vil stadig tage afsted. Sådan er det bare. Vi bliver sikkert også ved med at købe elektronik i Kina, hvis fabrikker er dem som myrder vores jordklode allermest. Jeg er med på, at vi har et ansvar. Jeg synes også vi skal styre os. Bare lidt. Og jeg synes vi skal stemme på de politikere der vil passe mest på kloden. Men at du bliver rasende afholder ikke folk fra at rejse. Flyene vil stadig flyve, selv hvis du får overtalt din moster til at blive hjemme. Det er spild af tid at blive rasende. Mennesker gør idiotiske ting, fordi mennesker er idioter. Bare se på corona. Halvdelen af befolkningen gad ikke engang at gøre det der skulle til. Ikke engang det absolutte minimum kunne folk finde ud af; at tage en maske på og holde deres hænder rene. Så du får intet ud af sidde med en løftet pegefinger og skælde folk ud. De vil tage på deres rejser ligegyldigt hvad.

Den smertende spørger:

Hvorfor har nogen (mig) hjernedødt ondt i hele nedre region under menstruation og andre tager bare lige et lille trus’indlæg på og napper en extra yogatime!?!

Maries svar: Fordiiiii…du ved, noget med Jesus sikkert! Det er garntrisset fordi du har syndet for vildt og nu skal du edermame også mærke smerte!! Eller måske bare fordi biologien er et ondskabsfuldt, uretfærdigt røvhul! Vi er alle forskellige. Ingen kroppe er ens. Jamen, så enkelt er det. Nogen har vildere smerter end andre. Nogen har en virkelig tarvelig livmoder der kramper mere end andres. Nogen har hysterisk skrigende nervebaner. Nogen har en bedre smertetærskel end andre. Nogen har vildere blødninger end andre. Nogen har vildere pms end andre. Nogen er bare mere uheldige. Nogen får også en frygteligere overgangsalder end andre. For nogen kvinder er det bare værre end for andre. Desværre. Og hey, nogen ER bare irriterende yogakællinger, okay!

Den forudseende spørger:

Hvordan kommer man egentlig over at miste sin far og mor indenfor 5 måneder, når man nu er sådan en voksen person der burde kunne forudse at gamle mennesker ikke lever for evigt? Nu er der gået et år og jeg føler stadigvæk at det nok bare er en dårlig joke og at min mor pludselig alligevel tuller rundt hjemme i sit lille hus (som jo altså er solgt….)

Maries svar: Åh, kære dig. Ej, jeg får helt tårer i øjnene, altså. Okay, jeg ved – med 100 % sikkerhed – at hvis der skete min mor noget, så ville jeg blive sindssyg. Straight up. Miste forstanden. Jeg ville muligvis dø selv. Og det ville faktisk være fint nok. Så dét at du ikke er gået fuldstændig bananas, synes jeg er virkelig, virkelig flot. Det må godt nok ikke have været nemt, at miste sine forældre så hurtigt efter hinanden. At man kan forudse, at man en dag vil miste sine forældre, gør jo ikke sorgen og savnet mindre når døden så kommer. Og om man nogensinde kommer over at ens forældre dør? Jeg ved det ikke. Nogen mennesker gør. Andre gør ikke. Jeg tvivler som sagt på, at jeg ville. Men tiden hjælper jo. Og tanken om at ens forældre, for alt i verden, ikke ville ønske at man gik rundt og var ulykkelig, hjælper måske også. Men især tid. Omgiv dig med gode mennesker. Forkæl dig selv. Planlæg ting som du kan glæde dig til. Og næste år ved denne tid er jeg sikker på, at savnet ikke er heeeeelt lige så stort. Om to år endnu mindre, osv. Alt det bedste til dig!

Den sparende spørger:

Det er som om min mand nægter at spare på noget, og samtidig simpelthen ikke kan forstå, hvorfor der er behov for at sætte flere penge på fælleskontoen. Altid køber han plastikposer i Føtex, selv om vi har 100 derhjemme, aldrig slukker han lyset og han insisterer på, at det er en form for livsnødvendighed for ham at spise to poser slik og to plastikbægre med granatæblekerner 3 gange om ugen og tage bilen de 1.000 meter om for at købe isterninger. Hvordan får jeg ham til at forstå, at det simpelthen ender med at betyde ingen ferierejser eller middage ude? Som bonus lod han i nat køleskabet stå åbent – nok ikke så meget pga insisteren som dumhed, men stadig.

Maries svar: Haha, måden du beskriver det på. Nåhm, nu spørger jeg måske dumt, men har du sagt det her til ham? At det kommer til at betyde nul rejser og restaurantbesøg? Forstår han virkelig ikke det? Eller er han et af de mennesker, der simpelthen ikke kan konsekvens-tænke? Kan han ikke tage nogle af de 100 poser med i bilen, så han altid har et par stykker, når han skal handle i Føtex? Eller vil han mon alligevel bare købe en ny pose? Har du spurgt ham om, hvorfor han ikke vil spare? Altså, for det ville jeg jo gøre. Helt voksent og alvorligt. Sidde overfor ham og tale roligt om det. Og jeg ville da faktisk elske, at høre hans grunde til ikke at ville spare. (For der er jo for helvede ingen gode grunde!). Det er da så åbenlyst smart, at spare penge på simple ting, som plastikposer og strøm. PLUS hvorfor vil han ødelægge klimaet mere end vi allerede gør? Gad vide om han er født på et slot? Der bor en kendis lige over for mig og alt hans lys er tændt konstant. Altid. Hele døgnet. Hver dag. Og jeg får nærmest tics af det. Han har med garanti røven fuld af penge. Og jeg kunne jo i bund og grund være ligeglad. Ikke mig der skal betale hans regninger. Men synes virkelig bare det er fråds og spild af ressourcer. Det er da det nemmeste i hele verden, at slukke på kontakten når man går ud af et rum. Anyways, herhjemme har vi diskuteret vandforbrug. Min mand har altid taget virkelig lange bade. Tror det er noget han har lært hjemmefra. Han siger i hvert fald, at hele hans familie tog lange bade da han boede hjemme. Men jeg har fundet ud af, at vi to mennesker, mig & ham, bruger varmt vand som var vi en familie på 4. Og det er altså unødvendigt at tage et bad på 25 minutter hver dag. Man kan sagtens blive ren på den halve tid. Nåhm, så det jeg sagde til ham var…: Hey, det er fint nok, hvis du vil tage lange bade hver dag, men så synes jeg også kun det er fair, at du betaler 75% af vandregningen (altså, for JEG kan godt spare på vandet). Dén idé syntes han til gengæld ikke var overvældende fed, så nu forsøger han faktisk at tage kortere bade. Så det var måske en idé? Bed din mand betale af egen lomme. Han kan da betale for sit eget slik, ik? Sin egen strøm. Sine granatæblekerner. Sin benzin. Og sine plasticposer. Hvis han ikke vil spare og gøre noget for fællesskabet, så I kan komme ud at rejse og ud at spise og lave hyggelige, dejlige ting sammen, så må han selv punge ud. Så kan det være han begynder at tænke sig om, lærer hvad tingene egentlig koster og at hans handlinger har konsekvenser.

Den morgenmad’ede spørger:

Hvad finder man på at give en teenager til morgenmad, når ungen har besluttet sig for at hade alle almindelige morgenmadsprodukter, herunder brød, yoghurt, æg, pandekager?

Maries svar: Et overdådigt frugtfad? Foie gras? Kaviar? Kun det bedste til kejseren ;) Ej, jamen ved teenageren slet ikke, hvad den vil have at spise, når nu den har besluttet sig for at hade de gængse ting? Har den slet ingen ønsker? Er der ting den ikke hader? Er den måske slet ikke sulten om morgenen? Måske den bare har lyst til at faste? Det er jo så moderne. Men altså….hvad med noget havregryn? Eller chiagrød? Eller det er måske også for morgenmadsagtigt? Hm. Cornflakes? Eller en omgang chicken korma og en kold breezer? Gud, jeg ville være sådan en lortemor og bare lade teenageren finde ud af det selv. Jamen, er den sulten nok, vil den nok finde noget at spise i jeres, med garanti, fyldte køleskab. Mon ikke?

Den N’Yorkede spørger:

Hvornår skal du til New York igen?

Maries svar: Årh, mand. Der er ikke noget jeg hellere ville. Jeg skulle have været i New York i april 2020. Lidt på en bryllupsrejse. Altså, vi var sådan set på en anden rejse kort tid efter brylluppet. Og det var skønt og alt det. Men jeg havde en klar idé om, at turen til New York OGSÅ skulle være en bryllupsrejse. Man må vel godt have flere bryllupsrejser, ik? Vi havde endda udskudt turen til New York fra om efteråret til om foråret, fordi så kunne det blive en ÆGTE bryllupsrejse. Vi skulle bo i vores yndlingsområde og vi havde alle mulige fede planer og jeg glædede mig helt absurd meget. Men den tur blev godt og grundigt aflyst, da hele verden lukkede ned pga. covid. Så jeg har ikke været i New York siden 2018!! Det er frygteligt. Jeg savner den by så meget. En ven der bor i NYC, postede forleden et lille videoklip på fb fra en regnvåd dag derovre, og det gav et sug i maven og jeg var næsten ved at græde, du. Jamen, jeg savner New York så meget. Det klip var bare så smukt. Og så New York’skt. Men hvornår jeg skal dertil? Forhåbentlig snart. Måske. Nok ikke. Aldrig? Når jeg ikke kan undvære den mere? I morgen?! Jeg ved det ikke, mand. Altså, jeg må helt ærligt indrømme, at jeg ikke har noget som helst behov for at sætte mig op i et fly foreløbig. Jamen, jeg har ikke lyst til at sidde tæt på folk eller inhalere deres klammo udåndinger. Hvad? Ja, jeg har totalt corona-traume!! Såååh, jeg ved ikke. Jeg tænker, at jeg skal til New York når…du ved, verden engang er blevet normal igen.

Den afviste spørger:

Hvad gør man, når man skal giftes og ens far ikke har svaret på om han kommer? Hvornår stopper afvisningerne med at gøre ondt?

Maries svar: Dude, hvad fanden er der i vejen med fædre? Hvorfor skal de være sådan nogle røvhuller altid? Jeg forstår det ikke. For mit vedkommende, tror jeg aldrig afvisningerne stopper med at gøre ondt. Ikke helt. Måske de mildnes, for jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere forventer noget af min far. Så jeg bliver ikke heeeeeelt så ked af det længere. Men jeg tror altid jeg vil længes efter min fars kærlighed. Desværre. Jeg ville virkelig ønske jeg bare kunne være kold og ligeglad. Sådan er jeg bare ikke. Så mit svar er nok: Det stopper aldrig. Men der kommer en dag, hvor du får nok – og hvor du må passe på dit hjerte – og dén dag vil det stoppe med at gøre (lige så) ondt. Men okay, hvor stort et røvhul er din far? Jeg mener…er han en man kan tale med? Eller er han sådan en der bevidst vil gøre dig ked, ved ikke at svare? Eller kunne det tænkes at han slet ikke har modtaget invitationen? Måske Postnord igen har fejlet. Kan han ‘bare’ have glemt at svare? Måske fordi han regner med, at du ved, at han selvfølgelig kommer til dit bryllup? Hvis han er en distræt mand, som kan have overset noget, så ville jeg ringe til ham og spørge. Hvis han derimod er så tarvelig en type, at han ikke engang gider svare sin datter, så ville jeg simpelthen bare gå ud fra, at han ikke gad at komme. Og så kunne han få lov at blive væk, kunne han!! Jeg håber virkelig at din far bare har glemt at svare – men ligegyldigt hvad, så håber jeg, at du får en vidunderlig bryllupsdag.

Den rummelige spørger:

Hvordan forholder jeg mig til mine to døtre på 4 og 7, som ofte får ros for deres udseende af familie, venner og fremmede, men som jeg egentlig mere har lyst til at rose/give opmærksomhed for alt muligt andet, så de lærer, at udseende ikke er det vigtigste. Jeg vil ikke fremstå som den kolde mor, og jeg kan jo mærke på dem, at de vokser, når de får at vide, at de har en flot nederdel på, eller en “sød bluse”. Jeg ville bare ønske, at de ikke gik op i det, men på den anden side, vil jeg ikke begrænse dem, men derimod være rummelig og gå med på deres ønsker.. Det er sgu svært det forælderskab..

Maries svar: Så længe du (og deres far) ikke udelukkende roser dem for deres udseende – men anerkender dem for de dejlige små mennesker de er – så skal det nok gå. Hvad andre gør/siger til dem, kan man ikke kontrollere. Altså, jojo…du kan da prøve at tale med familie og venner om det. Det ville jeg da gøre, tror jeg. Hvis jeg syntes det var for meget med al den ros. Fortæl dem hvordan du har det, og spørg om de vil prøve at rose dine børn for andet end deres udseende. Men i bund og grund handler det vel om balance, ik? Jeg synes virkelig ikke det gør noget, at man fortæller sine børn at de er pæne i tøjet engang imellem. Eller at de er nuttede og smukke. Hvis de har gjort sig umage med at sætte håret, synes jeg helt ærligt også at de skal roses for dét – for jeg mener…hvis et barn kommer og viser dig, at det har prøvet at gøre sig fin, og man så bare ignorerer det…bliver dét barn så ikke fullblown psykopat? Ved ikke, jeg forestiller mig at alle dem, som i dag er influencers eller har en OnlyFans-page, er dem som ikke fik at vide, at de var nutti som børn, og derfor nu hungrer efter den slags opmærksomhed. Gud..eller fik de FOR mange komplimenter og er nu afhængige af det? Who the fuck knows!? Det jeg prøver at sige er, at jeg tror faktisk det er ok at komplimentere børn i ny og næ for deres udseende, så længe man husker, at det vigtigste – og dét de skal roses allermest for – er hvem de er som mennesker og alle de gode ting de gør, kan & lærer.

Den ferietrængende spørger:

Hvordan skal man egentlig overleve de fem uger der er til ferie, når man virkelig bare trænger til at holde fri NU?

Maries svar: Man gør som misbrugerne. Tager én dag ad gangen. Er det for stor en mundfuld, så tager man én time ad gangen. Sådan overlever man. Og pludselig er de 5 uger gået og så skal du nok få lov at slubre dig i olierede grækere og farverige drinks med paraplyer. God ferie!

Den børneventende spørger:

Hvordan får man et barn? Og hvordan undgår man at blive ulykkelig og bitter af at vente på et?

Maries svar: Altså, sådan helt konkret, så gemmer man alle præventionsmidler væk. Og så boller man. Især omkring ægløsning. Eller man køber noget sæd. Eller et æg. Og/eller en rugemor. Eller også adopterer man et barn. Det hurtigste er nok bare at hugge et. Men altså, hvem gider sidde i fængsel? Men der er mange muligheder for at få et barn. Hvis man har svært ved at blive gravid, kan man forsøge sig med zoneterapi. Jeg kender faktisk flere som er blevet gravide efter nogle zonebehandlinger. Er det helt umuligt, går man til lægen og så hjælper og betaler staten med hormoner og inseminering. Men jeg er virkelig ikke den rette at spørge om det andet. Jeg har helt bevidst sørget for ikke at blive gravid, fordi…jamen, jeg har ikke lyst til at være nogens mor. Får simpelthen klaustrofobi bare ved tanken. Og jeg er derfor heller ikke ulykkelig og bitter over ikke at have et barn. Tværtimod. Tro mig, livet kan være vidunderligt også selvom man ikke har børn. Jeg er dog godt klar over, at for nogen er dét at få børn alt. Så hvis babyen lader vente på sig, er det nærmest jordens undergang. Jeg har som sagt aldrig selv oplevet den form for skrukness. Så jeg forstår det ikke. Men jeg tror simpelthen man skal prøve at slappe af. Ja, jeg kan godt selv høre, hvor irriterende dét lyder. Men hey, jeg kender et par som længe forsøgte at få et barn. Læææænge. 8-10 år. Og til sidst gav de op, accepterede at de bare ikke skulle være forældre og købte en hvalp. 4 måneder senere var hun gravid. Jeg tror nogen vil have et barn så meget og så voldsomt – og det skal være lige nu!! – at det stresser kroppen. Babyen kommer når babyen kommer. Sådan tror jeg man skal prøve at tænke. Og så have det sjovt mens man venter. Jeg er med på, at det er langt nemmere sagt end gjort. Men det gælder om at nyde livet!! Hele tiden. Hver dag, mand. Nåhm, synes bare folk har en tendens til at glemme det. Livet er kort, så romantisér the shit out of it. Især nu. Glæd dig over det du har. For babyen skal nok komme, jojo, bare rolig… og så kommer der masser af kedelige hverdage med bleskift, vræl og søvnløse nætter. Nåhm, siger det bare.

Den nybagte single spørger:

Jeg er nybagt single efter 24 års ægteskab. Hvordan kommer jeg i gang med kærlighed og sex igen? Tror ikke jeg orker netdating, jeg er ikke på udkig efter er fast forhold men jeg kunne virkelig godt tænke mig at blive klogere på min egen sexualitet og lyst.

Maries svar: Jamen, det er da også en god ting at blive klogere på. Men du gider ikke dating, altså? Skal jeg forstå det sådan, at du lige nu kun er interesseret i sex? Ikke kærlighed? Ikke noget fast? Bare en masse sexolade! Ja? Okay, nu ved jeg jo ikke helt hvad du søger eller gerne vil udforske eller blive klogere på. Men et eller andet sted skal man jo starte. Jeg tror, jeg ville starte med en bytur. Tjekke markedet lidt ud, du ved. Stille og roligt. Se hvad der sker. Ud på landets barer, værtshuse og natklubber og blinke lidt med øjet. Hvis ikke der lige er nogen man gider hive med hjem ude i den virkelige verden, eller man bare ikke orker nattelivet, så kan man altid finde nogen at knalde på Tinder. Og man behøver ikke nødvendigvis at date dem. Har jeg hørt. Folk på Tinder er liderlige, du. Og villige til at knalde alle. Har jeg hørt! (Ja, man skulle fandme have været single i disse tinder-tider. Ak). Nå, tilbage til dig. Vil man blive klogere på sin lyst og seksualitet, kan man jo også prøve at tage på en swingerklub. Der kommer alle mulige slags mennesker, med alle mulige slags lyster. Har jeg hørt!! Og så vidt jeg har forstået, er det okay bare at kigge på. Man behøver ikke være med, hvis ikke man vil. Det var da en mulighed. Der findes også tantra-workshops. Også for singler, ja. Og orgasme-kurser. Altså, hvis det er dén slags man gerne vil blive klogere på. Jamen, verden er fyldt med sex og sjove oplevelser!! Og hvordan man sådan rent praktisk kommer i gang med alt det? Hm. Jeg tror simpelthen bare man hanker op i sig selv, tager tilløb og springer! Held & lykke!

Den tilgivende spørger:

Hvordan tilgiver man utroskab (i fuldskab og med en sexarbejder)?

Maries svar: Det gør man ikke. Punktum. Okay, vent…vent, det kan man nok godt. Åh, mand. Det er godt nok et vildt spørgsmål. Jeg tror tilgivelse vil være en lang proces. Og jeg tror det vil kræve blod, sved og tårer. Og tålmodighed. Og ikke mindst en ooooordentlig røvfuld kærlighed, tillid og respekt. Og har din partner dét? For han/hun skal jo arbejde lige så hårdt som du skal. Og er han/hun din kærlighed, tillid og respekt værd? Helt ærligt? Nåhm, jeg spørger bare. For jeg ville aldrig kunne tilgive det. Tror jeg. Jeg er helt med på at ting sker. I fuldskab. Vi har vist alle prøvet at dumme os. Jeg har været på begge sider. Og utroskab gør edermame bare ondt. Det gør ondt at såre en kæreste så dybt. Og det gør ondt at blive såret så dybt af en kæreste. Utroskab ødelægger noget indeni, som bare er virkelig svært at reparere. Og selve utroskaben er ikke engang det værste. Det værste er den løgn der ofte følger med. Nogle forhold kan overleve utroskab. Men det kræver at begge gør en kæmpe indsats. Og jeg kan helt ærligt ikke forestille mig, hvordan jeg ville reagere hvis min kæreste var mig utro med en sexmedarbejder. Fordi. Nåhm, det ER af en eller anden grund bare værre (i mine øjne). Undskyld. Men sådan ville jeg have det. Jeg mener, kan man virkelig være så fuld, at man ikke helt ved hvad man laver, hvis man bevidst går hen til en sexmedarbejder og betaler for servicen? Jeg ved det ikke. For mig er det bare anderledes end hvis man pludselig står og kysser en eller anden, fordi man lige danser sammen til julefrokosten, og det udvikler sig til mere end et kys. Anderledes fordi der på en bar eller til en fest er en carefree stemning og flirt i luften. Og…altså, for mig er det meget mere en (kold) aktiv handling, at beslutte sig for at have sex med en prostitueret. Og det ville jeg have overordentligt svært ved at tilgive. For er det en lyst han har? Hvorfor gjorde han det? Er han ikke glad i jeres forhold? Vil han mon gøre det igen? Har han fortrudt? Var det en god eller dårlig oplevelse for ham? Alle de ting ville jeg i hvert fald være nødt til at vide, hvis jeg skulle prøve at tilgive, og jeg ville have behov for at tale meget om det. Muligvis dagligt i en periode. Og ville man orke det? Jeg ved det ikke. Jeg ville være nødt til at høre ham undskylde det. Tror jeg. Hele tiden. Og love det aldrig skete igen. Men ville man tro på det? Og ville jeg nogensinde kunne røre ham igen og kigge på ham uden væmmelse? Jeg ved det simpelthen ikke. Det kommer helt an på kærligheden. Og det kommer an på omstændighederne. Det kommer an på om han overhovedet er en person man kan stole på. Og det kommer an på om du er villig til at tilgive. Ikke så meget for hans skyld. Men for din skyld. Så DU kan få fred med det han har gjort og den smerte han har forvoldt dig. Og hey, hvis det var mig, og jeg elskede ham højt og virkelig gerne ville blive ved at elske ham, så ville jeg gå i parterapi. Måske du ikke kan tilgive. Måske du ikke skal. Måske er forholdet ødelagt. Men så har I gjort noget. Prøvet. Og fået nogen til at holde jer i hånden, mens I kæmpede. Held og lykke.

Den vanvittige spørger:

Hvordan overlever man den periode hvor man venter på svar på en jobansøgning? Det er en process som foreløbig har taget to måneder, 4 interviews og flere mails om at der liiiige er noget der skal færdigbehandles og aftales med en ledende person (det er en ny position der skal defineres osv.), men hver gang regner man med at i næste uge (igen igen) at kunne få processen afsluttet på en positiv måde. Altså jeg bliver hele tiden stillet i udsigt at nu får jeg et tilbud og vi kan begynde de egentlige kontraktforhandlinger. Men så går tiden alligevel. Jeg er ved at blive vanvittig, kan ikke lave planer for måske begynder jeg nyt arbejde (og med to døtre det skal flytte for at læse på uni, er der godt nok meget behov for at kunne planlægge), kan ikke koncentrere mig om noget for det er måneder med konstant jobsøgning, er sur over at være i lommen på en potential arbejdsplads og er generelt i rigtig lortehumør hele tiden pga. af situationen. Så ja, hvordan gør man det med forstanden i behold?

Maries svar: Vin. Et STORT glas vin! Lange dybe meditative vejrtrækningsøvelser. Og begynd at date en satisfyer-vibrator. Nåhm, hjælper de ting ikke altid på humøret? Man glemmer da lidt tid og sted i hvert fald. Okay, er det for banalt at sige, at du skal prøve at fokusere på det, som du trods alt har styr på/kontrol over i øjeblikket? Finde lyspunkterne i hverdagen og alt det shit? Jeg ved det ikke, mand. Synes det firma lyder virkelig røvhullet. De veeeeeed at folk venter. Og håber. Og planlægger. Og venter. Og venter. Og venter! De ved det. Så jeg forstår godt, at du er ved at gå fra forstanden. Sådan noget ville også gøre mig vanvittig. Ville føle de spildte min tid. Jamen…og er det ikke lidt amatøragtigt, at være så længe om at spørge en ledende person om at færdigbehandle og definere? Jeg mener, hvor lang tid kan det tage? Vil de have dig eller vil de ikke? Come on!! Jeg ved ingenting. Måske er det normalt. Men man får da lyst til at skrue sin allermest voksne bestemmerstemme på. Fordi hvad fanden foregår der egentlig? Man kan da ikke vente i en evighed. Der er liv der skal leves. Ting der skal planlægges. Jeg er så dramatisk at jeg ville ringe til nogen i det firma…ligeglad hvem…og bare råbe: ANSÆT MIG NU ELLER LOSE MIG FOREVER!!! Nå. Håber snart du hører fra dem.

Den vidende spørger:

Hvordan ved man at man er kommet over sin depression?

Maries svar: Når man ikke længere behøver stille det spørgsmål, tror jeg. Når man ikke længere er i tvivl. Når man kan stå ud af sin seng. Når man ikke længere græder. Når man kan se mere lys end mørke. Når man har lyst til livet igen. Det skal nok gå. Det bliver godt igen. Jeg hepper på dig!!

Den ventende spørger:

Hvorfor skal det være så svært at finde et nyt arbejde når der er fuld beskæftigelse og 1000 opslag?

Maries svar: Ja, det skørt. Men skal vi ikke sige, at det er fordi, at dét job du skal have, ikke er et hvilket som helst job. Det er et helt igennem eventyrligt job, som kun du kan bestride, og som vil give dig magiske kræfter og gøre dig lykkelig for evigt. Og de jobs hænger bare ikke på træerne, min ven. De jobs er man nødt til at vente på. Men når det kommer, SÅ bliver du ansat!! Og så skal der edermame festes og danses og sniffes koka på røven af Harry Styles! DUDE, VI GÅR AMOK!!!

Veninden spørger:

Hvordan kan jeg bedst hjælpe min veninde, som har en aggressiv kræftform, der nu har spredt sig til hjernen? Jeg ved det jo ikke, men måske hun ikke er her om 3 måneder. Sådan tænker hun selv, og helt ærligt det gør jeg også. Mvh veninden

Maries svar: Åh, sikke noget. Stakkels, stakkels jer. Jeg tror det bedste er at lytte, trøste, støtte, lytte, trøste, støtte, lytte osv. det bedste man overhovedet kan. Spørg om hun har brug for, at du tager med hende og holder hende i hånden til samtaler og undersøgelser på hospitalet. Spørg om der er praktiske ting du kan hjælpe med. Også de svære ting (testamente, begravelse, kommune, osv.). Hvis hun har brug for det, så lav mad til hende, retter som evt. kan fryses og lige varmes hurtigt op. Mest af alt, gælder det bare om at være der. Og lade hende vide, hvor højt hun er elsket og hvor meget du sætter pris på hende. Jeg krydser og håber det bedste for din veninde.

Den coronababy’ede spørger:

Hvor blev alle coronababyerne af?

Maries svar: De er derude. Forhåbentlig da. Jeg har researchet en smule (dvs. googlet) og der har rent faktisk været en stigning af fødsler efter nedlukningen. I hvert fald i Danmark (det ser lidt anderledes ud i andre dele af verden). Men danskerne HAR sgu brugt tiden på at knalde, du!! Ak, hvor forudsigeligt. Tjek evt. disse links, som er en stor del af min meget dybdeborende, überjournalistiske research.

Klik Link1:

Klik Link2: 

Klik Link3: 

Klik Link4: 

Klik Link5: 

Klik Link6:

Den kedeirriterede spørger:

Hvordan har man det samme job i lang tid uden at kede sig så meget/blive så irriteret over et eller andet at man siger op?

Maries svar: Man accepterer, at man sommetider keder sig og bliver irriteret. For sådan er vilkårene. Alting kan ikke altid være peachy. Er man i et kæresteforhold i lang tid, kommer der jo også perioder, hvor man keder sig og bliver så irriteret, at man har lyst til at skrige, skride og finde noget andet. Og så er det man må gøre op med sig selv om det er dét værd. At gå sin vej. Umiddelbart virker det (på mig) lidt overilet at sige op, bare fordi man lige keder sig eller er irriteret. Men det kommer jo selvfølgelig an på graden af kedsomhed og irritation. Og temperament. Keder man sig så meget, at det aldrig kan blive godt igen eller er man så irriteret, at det ødelægger én indeni. Så er det måske nok på tide at komme videre. Men måske er det bare en fase. Alle mennesker oplever faser af kedsomhed og irritation. Og så er det man kan lave sig en plus/minus-liste. Hvad er alle de gode ting ved jobbet? Hvad er alle de dårlige ting? Overstiger de gode ting de lortede? Kan man prøve at fokusere på det gode/sjove ved jobbet, så det kedelige ikke tynger én (så meget)? Er der noget man selv kan gøre, for at tingene bliver bedre? Er græsset virkelig grønnere på den anden side? Det er den slags man i hvert fald lige skal overveje, før man siger op. Eller går fra en kæreste. Synes jeg.

Den inviterende spørger:

Skal man invitere bedstevenindens børn med til verdens mindste bryllup, eller kan man slippe afsted med kun at invitere dem til reception? De er semivoksne og jeg er tæt på dem, men økonomi og den slags er også i spil.

Maries svar: Jeg inviterede ingen med til mit bryllup. Ikke vores forældre, søskende, familie eller venner. Ingen. Og ja, nogen blev skuffede. Faktisk. Langt mere skuffede end jeg egentlig havde regnet med. Hvilket jo var ufedt. Men skulle jeg giftes igen, ville jeg gøre præcis det samme. Jeg synes det var så skide romantisk, at dagen kun var vores. Vi gjorde hvad vi ville. Vi skulle ikke koncentrere os om andet end os selv. Ingen stress over gæster og arrangeren alt muligt. Nogen elsker jo at arrangere og finde på og kunne ikke forestille sig et bryllup uden 200 gæster. Og det er jo fantastisk for dem. Jeg havde ikke behov for det. Og dét jeg vil frem til er, at man skal gøre lige præcis det man vil. Og invitere dem man vil. Og er det et lille, intimt bryllup I gerne vil have, så synes jeg det er helt i orden ikke at invitere andres børn/teenagere med. Fuldstændig i orden. Altså, personligt ville jeg aldrig blive skuffet og ked, hvis nogen valgte ikke at invitere mig med til deres bryllup. Eller ikke inviterede mine børn. Hvis jeg havde nogen. Og da slet ikke hvis jeg fik en forklaring. Du forklarer da bare din veninde, at du elsker hendes børn overalt på jorden, men at I gerne vil holde gæsterne på et minimum, for hyggens og pengepungens skyld…men at de selvfølgelig er velkomne både i kirken og til receptionen. Er hun din bedste veninde, så vil hun forstå. Det er jeg 100 på!! Tillykke med det hele og håber I får en vidunderlig bryllupsdag (og ægteskab!!)

Den seende spørger:

Har du set nogle gode tv-serier eller film siden sidst?

Maries svar: Tænk, jeg har ikke været i biografen siden corona kom til byen. Februar 2020, du. Det var sidste gang jeg var i biffen. Og nu har jeg nærmest glemt hvordan man gør. Billetter?! Finde sine pladser?? Sidde ved siden af fremmede!! Tie stille under filmen!!? Orker ikke det pis. Eller…jojo, men har åbenbart ikke længtes sindssygt efter en biograftur, for nu er corona jo nææææææsten ovre (for nu!!) så jeg tør sådan set godt igen. Venter nok bare på en god film. I don’t know, mand. Bare nemmere med streaming, ik? Når det så er sagt, så kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om en eneste film, som har væltet mig omkuld. Kan det passe? Jeg MÅ da have set nogle gode film. Og serier? Okay, jeg er besat af Succession!! Elsker alt ved den serie og kan ikke vente til der kommer ny sæson. I may destroy you er også vildt god. Welcome to Utmark er genial! Nyeste sæson af Euphoria var også cool. Jeg er virkelig den mest pigede pige og har altid elsket tyl og lyserøde kjoler, men jeg ser ikke mange lyserøde girlyserier. Overhovedet. I øjeblikket binger jeg de sidste par sæsoner af Gomorra. Jeg elsker alt sådan noget mafiapsykopat-shit!! Så, ja. Det er hvad jeg lige kan komme i tanke om.

EDIT!! Filmen ‘Girl‘ (som kommer på DR2 i aften, så jeg lige) er noget af det bedste, smukkeste og rørende jeg har set…nogensinde. Se den!!! https://youtu.be/tKrI0xJXIR4

Den tænkende spørger:

Hvordan holder man op med at tænke på arbejde, når man ikke er på arbejde?

Maries svar: Det her taler jeg faktisk tit med min mand om. (Mand, ja. Ægtemand. Jeg er blevet gift siden sidst. Fandme jo! Nu skal jeg kalde ham mand hele tiden). Han tænker virkelig meget på arbejde. I en grad som jeg faktisk vil mene er skadelig. Kan være skadelig. Og det irriterer mig når han gør det. Mest fordi jeg bliver bange. Jamen, arbejde har engang gjort ham så stresset, at han faldt om. Og det var mig som fandt ham, liggende på gulvet med alt det hvide ud af øjnene. Og det traume er jeg stadig ikke kommet over. Så jeg bliver bange hver gang han tænker (for meget!!) på sit arbejde. Fordi….SÅ HOLD DOG OP, FOR HELVEDE!! Arbejde er på ingen måde så vigtigt, at man skal tænke meget, bekymre sig eller falde om over det. Om ikke andet, hvordan holder man op med at tænke på arbejde? Okay. Det er ikke nemt. Hvis man er dén type. Jeg er fx. født bekymret. Jeg bekymrer mig om alt. Sådan har det været siden jeg var lille. Det holder ikke op af sig selv, bare fordi man gerne vil have det skal holde op. Men min mor lærte mig engang noget. Hun sagde: Hver gang du tænker dumme bekymringstanker, så siger du til dig selv ‘Tak, nu har jeg tænkt tanken…farvel’. Og så skulle jeg smide (bekymrings)tanken ud af hovedet. Altså forestille mig, at jeg bogstaveligt talt smed tanken ud af hovedet. Ja, det er noget man skal øve sig på. For i starten lystrer hjernen ikke nødvendigvis. Og det virker måske også lidt…åndet. Men jeg er faktisk blevet god til det. Jeg føler ikke at jeg bekymrer mig lige så sindssygt mere. Jeg har bedre styr på mine tanker. Nåhm, og det samme har jeg prøvet at lære min kæreste (mand!!). Hvis han tænker på arbejde og ikke kan stoppe sig selv, så skal han sige det samme “Tak, nu har jeg tænkt over dét…FARVEL!!’. Og han har fortalt mig, at han synes det hjælper. En anden god ting, som jeg har haft stor gavn af, er at skrive tankerne ned. Hvis 1000 ting kværner rundt oppe i hovedet, er det meget nemmere og mere overskueligt, hvis man får det ned på papir. Bare skriv det ned. Alt det du tænker og bare ikke kan få ud af hovedet. Om det så er arbejde eller bekymringer eller whatever. Hvis man skriver det ned, så er det ude af hovedet, og så behøver man ikke tænke mere over det. Slut. Videre. Tak for denne gang. Next, du ved. 

Den plantende spørger:

Hvilken grøn plante er den nemmeste at passe hjemme i boligen når man slet ikke har grønne fingre?

Marie svar: Juhuu, det første (og indtil videre eneste) spørgsmål efter pausen. Tak, du. Altså, den absolut nemmeste plante at passe er en kunstig plante. Og helt ærligt? Størstedelen af mine planter kunstige, for jeg er muligvis verdens dårligste plantemor. Jeg kan simpelthen bare ikke holde liv i planter. Jeg har ingen tålmodighed. Og jeg glemmer at vande. Så jeg køber kunstige. Jeg har købt kunstige planter til min lejlighed. Kunstige blomster til altanen. Ja, selv til mit nye sommerhus, har jeg købt kunstige planter/blomster. Den eneste levende plante jeg ejer, er en kaktus. Dén er til gengæld også flot og vokser lidt hvert år. Snart er den teenager, tror jeg…der går ikke mange år, så er den i hvert fald vokset mig over hovedet. Men den er nemmere end en teenager. Den kræver ingenting. Og den er heller ikke fræk eller svarer igen. Jeg vander den måske engang hver 4. måned. Sådan lidt…når jeg lige husker det. Men den virker glad nok. Så jeg vil mene at en kaktus er klart nemmest. 

Snip snap snude

Jeg synes jeg kan fornemme, at læserne/spørgerne falder fra – og det vælger jeg at tolke som om, at der nok er blevet spurgt om det der skulle spørges om. Så jeg tror vi slutter her, du. Tusind tak for alle de mange, mange gode spørgsmål de sidste 4 år. Det har været en absolut fornøjelse ❤️

Den ferierende spørger:

Hvor skal vi tage hen på sommerferie? Den ene vil gerne have all inclusive og pools, den anden vil godt se lidt mere end bare badedyr, men er også klar på at læse gode bøger i solen med en lille drink ind imellem. 

Maries svar: Men se mere af hvad? Byliv? Kultur? Historie? Jeg ved det ikke, mand. Men Dubrovnik er totalt moderne at rejse til i øjeblikket og har vist lidt af det hele.

Den observante spørger:

I denne politiske tid er jeg gået i gang med at se Borgen helt fra start. Spændende. Men helt ærligt, de har jo tyvstjålet en scene fra Knocked Up!? Den gravide tv-vært kaster op i en skraldespand i studiet (første sæson, 3.afsnit) – hvorfor er der aldrig blevet talt om det?!  

Maries svar: Måske fordi du er den eneste i hele verden der har set både serie og film? Bortset fra Adam Price, selvfølgelig. Den lede tyv’knægt!

Den Høngede spørger:

Kan man godt stille op til et eu-p valg og så ikke gide tage jobbet når man bliver stemt ind? ..eller hvad er det der foregår i SF? Troværdigheden er lidt udfordret som jeg lige ser det??

Maries svar: Det er SÅ dumt. Så dum en taktik. Dumt af Hønge. Dumt af SFs ledelse. Og jeg synes faktisk, der burde være en regel der sagde, at bordet fanger. Afsted, kammerat! Nåmn, stiller man op og får man nok stemmer, så har man da pligt til at tage jobbet. Alle deres bortforklaringer giver jeg ikke en skid for. Og hvis det ikke er muligt at blive taget af stemmesedlen eller whatever, så må man fandme i det mindste være ærlig og gå ud at sige, at man ikke ønsker at blive valgt til parlamentet. Dét ville have været så meget smukkere og mere troværdigt end det her rod de sidder med nu. Nu bryder jeg mig ikke specielt meget om ham Hønge i forvejen. Synes han har sagt mange ukløgtige ting. Men efter det her, ville jeg da endnu mindre stemme på ham. Jamen, kan man stole på hvad manden siger? Ja, jeg ved det ikke, men man kan da godt tvivle

Hverdagspsykopatens kollega spørger:

Hvordan takler man en kollega som man mistænker for at være en “hverdagspsykopat” så man ikke mister sig selv? 

Maries svar: Nu har du ikke givet nogle eksempler, så svært at sige præcis hvordan du skal tackle det. Men helt generelt, kan du prøve at følge disse råd: Læs her. Og her. Man kan nok ikke undgå at miste sig selv lidt, fordi man åbenbart ikke må give noget af sig selv…men det er jo kun overfor psykopaten, at man skal ændre adfærd – og dét er nok trods alt bedre end at blive psykopatens offer.

Den tørløbende spørger:

Synes du det er kedeligt, når brevkassen løber tør for spørgsmål?

Maries svar: Ved ikke om jeg synes det er kedeligt. Mener…så finder jeg jo bare på noget andet at lave 😉. Men da det her jo er en spørge-brevkasseblog, så er det, sådan rent konceptmæssigt, da klart sjovere når der er spørgsmål at svare på.